Monday, November 26, 2007
Navneændringen
I marts måned ansøgte jeg Kirkeministeriet om lov til at bruge Jagtvej som mellemnavn.
Statsforvaltningen har nu , ved afslag på ansøgning, nægtet mig mulighed for at udtrykke mit tilhørsforhold. Er det demokratisk?
Jeg er totalt uforstående over, hvad der nu skulle være Uegnet ved at tage Jagtvej til mellemnavn her i landet.
Hvorfra min verden går
Jeg mener det er i strid med ytringsfriheden, at jeg ikke klart kan vise min tilknytning til et bestemt område i Danmark.
Et navn er noget man tager på sig eller som bliver givet een for at vise omverden, hvor man stammer fra som menneske.
Det er en del af den kollektive rygrad, at signalerer tilhørsforhold.
Det har vi altid gjort:
Jens Vejmand
Emil Aarestrup
Sven Åge Jensby
Famillien Kløvedal.
Er det en form for censurering jeg her er udsat for?
Ville sagen være blevet forvaltet anderledes om jeg havde søgt med navnet Ordrup Jagtvej?
Handler det om klasser eller hvad skiller Jagtvej fra Uegnet til Upassende??
Hvorfor må man hedde - Sten Gade, Vejen, Ikast, Wittrup, Fogh, Dallerup, Søborg, Fristed og Bjerregård? Det giver ingen mening at Statsforvaltningen og Kirkeministeriet finder Jagtvej uegnet, når alle overstående mellem- og efternavne er danske stednavne.
Ja! Og hvad så med George Washington??
Er han så også uegnet efter danske standarter?
Ikke at jeg nogensinde har været superbruger af ungdomshuset på Jagtvej, men tanken om fristeder og rummelighed har da altid tiltalt mig.
Jagtvej er desuden, den største gade hvorfra jeg bor og jeg føler stedet som et knudepunkt i mit liv.
Der ud over rummer navnet Jagtvej også poesi: Kronhjorte i brunst, kongelige ridt, festivitas og død.
Wednesday, March 21, 2007
Pippi IV i berlingske tidene
Lagt på www.berlingske.dk lørdag den 20. januar 2007 kl. 03:30
Tanja Schlander, der er studerende ved Det Jyske Kunstakademi, brugte i sommer Pippi-figuren som del af en kunstprojekt i Israel. Her fik hun blandt andet taget billeder af sig selv klædt ud som Pippi, der forsøger at vælte separationsmuren mellem Israel og Palæstina. Foto: Rona Yefman
'Pippi på barrikaderne
Da politiet i mandags mødte op på Dortheavej 63 i Københavns nordvestkvarter for at smide husets unge bz’ere ud, var det i fuld kampuniform. Efter konfrontationen på Nørrebro i december var Hanne Bech Hansens tropper forberedt på ballade.
Men de omkring 100 unges modstand begrænsede sig til en sang: Mens de blev slæbt ind i politiets biler, skrålede de titelmelodien fra filmatiseringen af Astrid Lindgrens børnebog om Pippi Langstrømpe. Mange havde malet fregner i ansigtet, og de, der havde håret til det, bar det i fletninger, Pippi style.
Villa Villekulla
»Det med at synge var noget, der blev foreslået på et fællesmøde, og alle syntes, at det var en fed idé. Og så er der jo bare én, der siger:
»Jeg laver en workshop, hvor vi lærer sangen«. Det gjorde vi så, mens der var to, der spillede guitar og obo til,« siger 21-årige Anna Sørensen fra Initiativet For Flere Ungdomshuse.
Det var unge fra denne gruppe, der mandag formiddag blev slæbt bort fra huset, som de under deres to dage lange indtrængen nåede at døbe Villa Villekulla - efter Pippis skæve rønne.
Og det var ikke bare et tilfældigt navn. For overalt i Skandinaviens og Tysklands børnemagtsgrupper og antifascistiske og autonome miljøer har unge taget Pippi Langstrømpe til sig som helt og ikon.
De bruger hende på plakater, flyers og t-shirts, hun optræder i graffiti og kunst. Om så deres Pippi har noget at gøre med Astrid Lindgrens figur fra 1943, er en helt anden sag.
»Det er bare en utrolig god historie om et barn, som har valgt, at hun kan det, hun vil,« siger Anna Sørensen:
»De voksne forsøger at få hende til at indordne sig, men det vil hun ikke. Hun modsætter sig deres idéer om normalisering, om hvad der er rigtigt. På den måde er hun bare virkelig inspirerende: Hun er en fantastisk pige, men det vil de voksne ikke anerkende.«
Især én historie går igen, når de unge Pippi -fans fortæller om deres beundring. Det er den episode, hvor politiet kommer for at sætte den anarkistiske Pippi ud af Villa Villekulla og sende hende på børnehjem. Men Pippi leger tagfat med de to betjente oppe på taget, indtil de bliver rundtossede. Til sidst bærer verdens stærkeste pige dem ud på vejen, hvor hun giver dem en kage og siger tak for i dag.
»Vi kaldte huset for Villa Villekulla, fordi Pippi bare gerne vil blive i sit hus, selv om det er skørt og skævt. På samme måde med os. Vi elsker vores hus, både det på Dortheavej og på Jagtvej, og det er derfra, vores energi udspringer. Jeg tror virkelig, at folk var lykkelige i de to dage, det varede,« siger Anna Sørensen.
Pippi som kunst
I Stockholm sidder Astrid Lindgrens datter Karin Nyman. Hun er helt afklaret med Pippi -figurens popularitet, ikke bare som antifascistisk ikon og børnemagtssymbol, men i det hele taget.
»Pippi Langstrømpe er jo på en måde gledet væk fra at være en figur i en Astrid Lindgren-bog. Hun er begyndt at leve selvstændigt i alle mulige miljøer. Jeg ville da helst, at man kun så præcis, hvem Pippi Langstrømpe er, men det er umuligt. Hun er blevet et ikon, som er så elsket, at hvem som helst kan se noget i hende, som han eller hun selv brænder for,« siger Karin Nyman.
Når kommercielle virksomheder spørger, om de må bruge Pippi i deres markedsføring, får de konsekvent nej. Og sådan har det også været for non-profit organisationer indtil videre.
»Pride-festivalen i Stockholm ville gerne have Pippi , men det fik de ikke. For Pippi er bare Pippi . Hun er ikke noget, man kan anvende i offentligheden for at symbolisere en god sag. Så ville der komme en forfærdelig Pippi Langstrømpe-inflation, for der er så mange, der spørger!« siger Karin Nyman.
Så er det jo godt, at Tanja Schlander ikke spurgte om lov. Den 33-årige studerende ved Det Jyske Kunstakademi er ikke aktivist, men almindelig fast bruger af Ungdomshuset på Jagtvej 69.
I sommer brugte hun Pippi -figuren som en del af et kunstprojekt i Israel, hvor hun undersøgte, hvad en anarkist som Pippi kan udrette som voksen. Hun fik bl.a. taget billeder af sig selv i Pippi -kostume, mens hun forsøger at vælte separationsmuren mellem Israel og Palæstina. Og hun bifalder aktionen på Dortheavej.
Sætter selv reglerne
»Jeg er glad for, at de valgte hende som figur,« siger hun.
»Jeg har længe tænkt: Kom nu, Ungdomshuset , gør det nu lidt sjovt. Det behøver ikke at være kutte og alvor det hele.«
Tanja Schlander ser Pippi som en figur, der gerne vil leve i samspil med det omkringliggende samfund.
»Pippi forvalter sit eget rum og sit eget hus. Det er hende, der sætter reglerne for, hvordan der er der, selv om hun også er en del af samfundet. Det er hele princippet om at have en masse modspørgsmål til det etablerede, ikke bare for at være fræk, men fordi man mener, at man rent faktisk har noget at byde på.
Pippi er jo i virkeligheden rimelig autoritetstro:
Hun hører efter, hvad lærerinden siger, hun kommer bare med sine helt egne historier.
Hun er i dialog med samfundet, og på samme måde vil dem, der besatte huset på Dortheavej, gerne i dialog. De er jo ikke bare sådan nogle, der klæder sig ud som Pippi og så ellers lukker røven,« siger hun.
Pippi Langstrømpe kan finde på at strø sukker ud over køkkengulvet, når de fine damer fortæller hende, at det hedder strøsukker. Og da politiet vil sende hende på børnehjem, svarer hun blot:
»Jeg er barn og dette her er mit hjem, altså er det et børnehjem.«
Hun er altså ikke bleg for at dyrke en form for vrøvle-jiu-jitsu, hvor hun vender de voksnes talemåder og begreber mod dem selv. Men hvordan ville Pippi mon have det med at blive identificeret med et broget miljø, hvor der hersker stærkt delte meninger og vold som kampmiddel? For Pippi er vel ikke voldelig?
»Det ved jeg ikke, der er da grænsetilfælde,« sige Anna Sørensen fra Initiativet For Flere Ungdomshuse.
»På et tidspunkt er der en, der bliver mobbet i skolen, og der tager Pippi da ham, der mobber, og smider ham op i et træ. Hun er jo bomstærk. Det er måske ikke direkte vold, men det er da fysisk.«
Aktivisterne på Dortheavej annoncerede med det samme, at de ikke ville bruge vold til at forsvare deres nye erobring. Alligevel ønsker Initiativet For Flere Ungdomshuse ikke at tage afstand fra urolighederne på Nørrebro den 16. december sidste år.
»Nej, vi bakker uforbeholdent op om Ungdomshuset ,« siger Anna Sørensen.
Det mener Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman, bestemt ikke, at Pippi ville have gjort:
»Det forekommer, at hun anvender sin vældige styrke, når hun ser noget, hun er nødt til at skride ind overfor. Men hun er jo ikke nogen voldsfortaler. Hvis de tror det, har de misforstået noget,« siger Karin Nyman.
Det handler om huse
Til gengæld er der ingen tvivl om, at Pippi er et niårigt barn, der bliver brugt som symbol af en flok unge, der enten er voksne eller snart bliver det. Men Anne Sørensen mener ikke, at Pippi er for barnagtig en figur at bruge, hvis man som Initiativet For Flere Ungdomshuse gerne vil igennem med sine budskaber hos politikerne.
»Hvis de ikke kan se, hvilket budskab vi har, synes jeg ikke, at det handler så meget om os. Vi synes, at det er for galt, at politikerne ikke vil anerkende, at vi eksisterer, og at vi er rigtig gode til at bygge vores egen ungdomskultur op. Det skal vi bare have støtte til. For os handler om at få nogle flere ungdomshuse, det handler ikke om Pippi Langstrømpe.«
Pippi som filosof
De to norske filosoffer Øystein Sjaastad og Jørgen Gaare skrev i 2000 bogen »Pippi & Sokrates«.
'Pippi på barrikaderne
Da politiet i mandags mødte op på Dortheavej 63 i Københavns nordvestkvarter for at smide husets unge bz’ere ud, var det i fuld kampuniform. Efter konfrontationen på Nørrebro i december var Hanne Bech Hansens tropper forberedt på ballade.
Men de omkring 100 unges modstand begrænsede sig til en sang: Mens de blev slæbt ind i politiets biler, skrålede de titelmelodien fra filmatiseringen af Astrid Lindgrens børnebog om Pippi Langstrømpe. Mange havde malet fregner i ansigtet, og de, der havde håret til det, bar det i fletninger, Pippi style.
Villa Villekulla
»Det med at synge var noget, der blev foreslået på et fællesmøde, og alle syntes, at det var en fed idé. Og så er der jo bare én, der siger:
»Jeg laver en workshop, hvor vi lærer sangen«. Det gjorde vi så, mens der var to, der spillede guitar og obo til,« siger 21-årige Anna Sørensen fra Initiativet For Flere Ungdomshuse.
Det var unge fra denne gruppe, der mandag formiddag blev slæbt bort fra huset, som de under deres to dage lange indtrængen nåede at døbe Villa Villekulla - efter Pippis skæve rønne.
Og det var ikke bare et tilfældigt navn. For overalt i Skandinaviens og Tysklands børnemagtsgrupper og antifascistiske og autonome miljøer har unge taget Pippi Langstrømpe til sig som helt og ikon.
De bruger hende på plakater, flyers og t-shirts, hun optræder i graffiti og kunst. Om så deres Pippi har noget at gøre med Astrid Lindgrens figur fra 1943, er en helt anden sag.
»Det er bare en utrolig god historie om et barn, som har valgt, at hun kan det, hun vil,« siger Anna Sørensen:
»De voksne forsøger at få hende til at indordne sig, men det vil hun ikke. Hun modsætter sig deres idéer om normalisering, om hvad der er rigtigt. På den måde er hun bare virkelig inspirerende: Hun er en fantastisk pige, men det vil de voksne ikke anerkende.«
Især én historie går igen, når de unge Pippi -fans fortæller om deres beundring. Det er den episode, hvor politiet kommer for at sætte den anarkistiske Pippi ud af Villa Villekulla og sende hende på børnehjem. Men Pippi leger tagfat med de to betjente oppe på taget, indtil de bliver rundtossede. Til sidst bærer verdens stærkeste pige dem ud på vejen, hvor hun giver dem en kage og siger tak for i dag.
»Vi kaldte huset for Villa Villekulla, fordi Pippi bare gerne vil blive i sit hus, selv om det er skørt og skævt. På samme måde med os. Vi elsker vores hus, både det på Dortheavej og på Jagtvej, og det er derfra, vores energi udspringer. Jeg tror virkelig, at folk var lykkelige i de to dage, det varede,« siger Anna Sørensen.
Pippi som kunst
I Stockholm sidder Astrid Lindgrens datter Karin Nyman. Hun er helt afklaret med Pippi -figurens popularitet, ikke bare som antifascistisk ikon og børnemagtssymbol, men i det hele taget.
»Pippi Langstrømpe er jo på en måde gledet væk fra at være en figur i en Astrid Lindgren-bog. Hun er begyndt at leve selvstændigt i alle mulige miljøer. Jeg ville da helst, at man kun så præcis, hvem Pippi Langstrømpe er, men det er umuligt. Hun er blevet et ikon, som er så elsket, at hvem som helst kan se noget i hende, som han eller hun selv brænder for,« siger Karin Nyman.
Når kommercielle virksomheder spørger, om de må bruge Pippi i deres markedsføring, får de konsekvent nej. Og sådan har det også været for non-profit organisationer indtil videre.
»Pride-festivalen i Stockholm ville gerne have Pippi , men det fik de ikke. For Pippi er bare Pippi . Hun er ikke noget, man kan anvende i offentligheden for at symbolisere en god sag. Så ville der komme en forfærdelig Pippi Langstrømpe-inflation, for der er så mange, der spørger!« siger Karin Nyman.
Så er det jo godt, at Tanja Schlander ikke spurgte om lov. Den 33-årige studerende ved Det Jyske Kunstakademi er ikke aktivist, men almindelig fast bruger af Ungdomshuset på Jagtvej 69.
I sommer brugte hun Pippi -figuren som en del af et kunstprojekt i Israel, hvor hun undersøgte, hvad en anarkist som Pippi kan udrette som voksen. Hun fik bl.a. taget billeder af sig selv i Pippi -kostume, mens hun forsøger at vælte separationsmuren mellem Israel og Palæstina. Og hun bifalder aktionen på Dortheavej.
Sætter selv reglerne
»Jeg er glad for, at de valgte hende som figur,« siger hun.
»Jeg har længe tænkt: Kom nu, Ungdomshuset , gør det nu lidt sjovt. Det behøver ikke at være kutte og alvor det hele.«
Tanja Schlander ser Pippi som en figur, der gerne vil leve i samspil med det omkringliggende samfund.
»Pippi forvalter sit eget rum og sit eget hus. Det er hende, der sætter reglerne for, hvordan der er der, selv om hun også er en del af samfundet. Det er hele princippet om at have en masse modspørgsmål til det etablerede, ikke bare for at være fræk, men fordi man mener, at man rent faktisk har noget at byde på.
Pippi er jo i virkeligheden rimelig autoritetstro:
Hun hører efter, hvad lærerinden siger, hun kommer bare med sine helt egne historier.
Hun er i dialog med samfundet, og på samme måde vil dem, der besatte huset på Dortheavej, gerne i dialog. De er jo ikke bare sådan nogle, der klæder sig ud som Pippi og så ellers lukker røven,« siger hun.
Pippi Langstrømpe kan finde på at strø sukker ud over køkkengulvet, når de fine damer fortæller hende, at det hedder strøsukker. Og da politiet vil sende hende på børnehjem, svarer hun blot:
»Jeg er barn og dette her er mit hjem, altså er det et børnehjem.«
Hun er altså ikke bleg for at dyrke en form for vrøvle-jiu-jitsu, hvor hun vender de voksnes talemåder og begreber mod dem selv. Men hvordan ville Pippi mon have det med at blive identificeret med et broget miljø, hvor der hersker stærkt delte meninger og vold som kampmiddel? For Pippi er vel ikke voldelig?
»Det ved jeg ikke, der er da grænsetilfælde,« sige Anna Sørensen fra Initiativet For Flere Ungdomshuse.
»På et tidspunkt er der en, der bliver mobbet i skolen, og der tager Pippi da ham, der mobber, og smider ham op i et træ. Hun er jo bomstærk. Det er måske ikke direkte vold, men det er da fysisk.«
Aktivisterne på Dortheavej annoncerede med det samme, at de ikke ville bruge vold til at forsvare deres nye erobring. Alligevel ønsker Initiativet For Flere Ungdomshuse ikke at tage afstand fra urolighederne på Nørrebro den 16. december sidste år.
»Nej, vi bakker uforbeholdent op om Ungdomshuset ,« siger Anna Sørensen.
Det mener Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman, bestemt ikke, at Pippi ville have gjort:
»Det forekommer, at hun anvender sin vældige styrke, når hun ser noget, hun er nødt til at skride ind overfor. Men hun er jo ikke nogen voldsfortaler. Hvis de tror det, har de misforstået noget,« siger Karin Nyman.
Det handler om huse
Til gengæld er der ingen tvivl om, at Pippi er et niårigt barn, der bliver brugt som symbol af en flok unge, der enten er voksne eller snart bliver det. Men Anne Sørensen mener ikke, at Pippi er for barnagtig en figur at bruge, hvis man som Initiativet For Flere Ungdomshuse gerne vil igennem med sine budskaber hos politikerne.
»Hvis de ikke kan se, hvilket budskab vi har, synes jeg ikke, at det handler så meget om os. Vi synes, at det er for galt, at politikerne ikke vil anerkende, at vi eksisterer, og at vi er rigtig gode til at bygge vores egen ungdomskultur op. Det skal vi bare have støtte til. For os handler om at få nogle flere ungdomshuse, det handler ikke om Pippi Langstrømpe.«
Pippi som filosof
De to norske filosoffer Øystein Sjaastad og Jørgen Gaare skrev i 2000 bogen »Pippi & Sokrates«.
Til Berlingske Tidende siger Øystein Sjaastad, at Pippi repræsenterer selvstændighed, humor, generøsitet og en antiautoritær tilgang til livet. Han kalder hende desuden sokratisk i sin måde at tænke på, fordi hun sidestiller logik og nonsensleg med ord. Han fremhæver også, at Astrid Lindgren kaldte Pippi Langstrømpe for »det gode magtmenneske«, fordi hun gerne vil have magt, men hun bruger den til det gode.
Labels: pippi berlingske the separationwall
Tuesday, August 22, 2006
pippi III
19.08.06
Siden krigens udbrud har jeg foelt mig som en tom konvolut.
Nu har der vaeret cease-fire i en lille uge og nu maerker jeg det rigtigt. Denne dumphed i kroppen, denne signalerende angst.
Her I Mizpe, efter stilheden har saenket sig, er jeg stadig helt flad oven paa dette knock out.
Proever jeg som en gal at vaekke min krop efter denne braklaegning.
Her til morgen har jeg rengjort hele huset, selv om Grazia Dentoni, min roommate har sagt at jeg skal holde mig fra det, det er noget vi skal goere i faellesskab, men nu dufter her af syntetiske blomster Ajax og jeg har hoert hoej musik siden klokken otte.
Det er som at danse eller lave TaiChi naar jeg goer rent og hele min krop synger_af glaede. Jeg foeler mig naesten skyldig over at have denne foelelse naar nu..._
Man maa goere noget nu i denne situation. Jeg har fundet mig selv totalt pacificeret af Krigen i Libanon. En stemning som er svaer at faa ud af kroppen.
Man bliver noget saa tung i det.
Vaskemaskinen snurrer lystigt der ude i den yderste del af min hoerelse. Der er_stadog et par lagner og haandklaeder at tage af i bunken. Jeg ved at jeg faar roeven paa komedie naar Grazia kommer hjem, men jeg er helt sikker paa at hun alligevel er glad for det. Uanset hvad hun siger.
Det er en rent egoistisk handling at forulempe nullermaendene.
Skal helt dybt ind under sengene og pudsede ogsaa lige vinduerne.
Traenger om noget til klarsyn.
Jeg forsoeger at se min angst I oejnene og vaekke min krop igen efter at have ligget brak I et par uger.
Oerkenen er igen min redning, der ude kan man raabe af lungernes fuldekraft og det venlige Krater ligger taalmodigt oere til.
For et par dage siden var jeg i Ramala for at fejre Palestinas foerste goeglerskole. Det var en fantastisk oplevelse, hvor stolthed og sveddraaber blande sig i luften over os mens trapezerne gyngede.
Grazia har boet der hele ugen og laert skolens elever at gaa paa line og bygge stylter. Det glaeder mig langt ind i hjertet. De er sandelig virkelige Pippi Langstroemper!!
Vi besluttede at bruge mine optagelser fra Separationsmuren i deres show ogsaa.
Fyldt med poesi og symbolik crossede linedanserene en efter en Muren til lyden af mine stoejende optagelser af dens raa struktur.
Smukt.
http://ananche.cagliariannunci.it
http://joeskillet.livejournal.com
Dagen efter tog jeg mine optagelser ned til Stoejmusikkeren Eran Sacks og Produceren Finkelstein i Jerusalem, som jammede til sent paa natten. De oever nu paa et set til det stoerste elektroniske event; C-side Festival
http://listen.wordpress.com/2006/08/18/c-sides-festival-jerusalem/
Det hjalp lidt paa det at faa blaest hovedet igennem.
Dog foeler jeg mig stadig apatisk.
Note:
Her er en luftballon ikke et symbol paa en romantisk frihedsfoelelse her er den et meget realistisk overvaagningskamera. Smukke ser de ud disse hvide balloner, indtil man forstaar at den mangler en kurv. De er mennesketomme, fjernstyrede, optiske instrumenter.
Siden krigens udbrud har jeg foelt mig som en tom konvolut.
Nu har der vaeret cease-fire i en lille uge og nu maerker jeg det rigtigt. Denne dumphed i kroppen, denne signalerende angst.
Her I Mizpe, efter stilheden har saenket sig, er jeg stadig helt flad oven paa dette knock out.
Proever jeg som en gal at vaekke min krop efter denne braklaegning.
Her til morgen har jeg rengjort hele huset, selv om Grazia Dentoni, min roommate har sagt at jeg skal holde mig fra det, det er noget vi skal goere i faellesskab, men nu dufter her af syntetiske blomster Ajax og jeg har hoert hoej musik siden klokken otte.
Det er som at danse eller lave TaiChi naar jeg goer rent og hele min krop synger_af glaede. Jeg foeler mig naesten skyldig over at have denne foelelse naar nu..._
Man maa goere noget nu i denne situation. Jeg har fundet mig selv totalt pacificeret af Krigen i Libanon. En stemning som er svaer at faa ud af kroppen.
Man bliver noget saa tung i det.
Vaskemaskinen snurrer lystigt der ude i den yderste del af min hoerelse. Der er_stadog et par lagner og haandklaeder at tage af i bunken. Jeg ved at jeg faar roeven paa komedie naar Grazia kommer hjem, men jeg er helt sikker paa at hun alligevel er glad for det. Uanset hvad hun siger.
Det er en rent egoistisk handling at forulempe nullermaendene.
Skal helt dybt ind under sengene og pudsede ogsaa lige vinduerne.
Traenger om noget til klarsyn.
Jeg forsoeger at se min angst I oejnene og vaekke min krop igen efter at have ligget brak I et par uger.
Oerkenen er igen min redning, der ude kan man raabe af lungernes fuldekraft og det venlige Krater ligger taalmodigt oere til.
For et par dage siden var jeg i Ramala for at fejre Palestinas foerste goeglerskole. Det var en fantastisk oplevelse, hvor stolthed og sveddraaber blande sig i luften over os mens trapezerne gyngede.
Grazia har boet der hele ugen og laert skolens elever at gaa paa line og bygge stylter. Det glaeder mig langt ind i hjertet. De er sandelig virkelige Pippi Langstroemper!!
Vi besluttede at bruge mine optagelser fra Separationsmuren i deres show ogsaa.
Fyldt med poesi og symbolik crossede linedanserene en efter en Muren til lyden af mine stoejende optagelser af dens raa struktur.
Smukt.
http://ananche.cagliariannunci.it
http://joeskillet.livejournal.com
Dagen efter tog jeg mine optagelser ned til Stoejmusikkeren Eran Sacks og Produceren Finkelstein i Jerusalem, som jammede til sent paa natten. De oever nu paa et set til det stoerste elektroniske event; C-side Festival
http://listen.wordpress.com/2006/08/18/c-sides-festival-jerusalem/
Det hjalp lidt paa det at faa blaest hovedet igennem.
Dog foeler jeg mig stadig apatisk.
Note:
Her er en luftballon ikke et symbol paa en romantisk frihedsfoelelse her er den et meget realistisk overvaagningskamera. Smukke ser de ud disse hvide balloner, indtil man forstaar at den mangler en kurv. De er mennesketomme, fjernstyrede, optiske instrumenter.
pippi, II,
14. 08. 06
Dem der ude springer hinanden i luften og jeg er ikke helt sikker paa at de er enige om hvorfor de goer det. Det er to meget haarde fronter. Der er kastet endnu en saek med flyvesedler ud over Libanon. "Pas paa. Vi kan godt finde paa at bombe din bil hvis du koere mod Syrien" Her er det heller ikke manna, som falder fra himlen. Her sker det uden varsel. Hele tiden og hverdag.
Mine venner siger. "Jamen du maa forstaa at der er altid krig. Vi har ogsaa meget kamp paa Vestbredden og i Gaza." "Israel er altid i krig", "lige nu er det bare Libanon som er i_medierne".
De er bevaebnet til taenderne og indlaert hjemmefra om at far gaar i krig lige om lidt , men kommer hjem igen naar du har vaeret i skole tyve gange.
Jeg taenker at det maa vaere haardt at agerer staerk mand naar man ikke er det. Taenk, at Staten skal staa hverdag og spaende sine muskler. Fire og tyve timer i doegnet.
Et showofff, i rampelys og paa storskaerm. Det er nonstop bodybuilding.
Det maa vaere haardt.
Hvornaar mon maelkesyren indtraeder?
Hvad sker der naar den staerke mand kollapser?
Det er jo ikke medfoedt i dette tilfaelde.
For en maanedstid siden besoegte jeg Jonatan og Noam. De havde inviterret til cheeseparty fordi de skulle flytte til Paris. der sad vi saa i den midtborgerlige sofa og ventede med at aabne vinen fordi Noam lige skullle komme_hjem fra Reserven foerst. Det var under valgkampen og fjernsynet koerte i baggrunden. Ingen saa paa det, men_alle kommenterede valg-reklame-spottene ind i mellem. Jeg har aldrig set noget_lignene. Det var en mellemting mellem Rocky II traileren og TV Kurt._Der var ligeligt fordelte billeder af Maskingevaerer, pengesedler og graedemuren._Filmet af forskellige partier og med forskelligt udstyr._Midt i dette virvar traeder Noam ind i stuen. han er stadig klaedt i uniform, med_stoevler og det hele. Han er "at ease" og forbliver i denne mundering resten af_aftenen indtil vi gaar hjem. Jeg er maaloes. og kan slet ikke fatte hvofor han_ikke overvejer at skifte toej. Det er, for mig, en grotesk oplevelse at se en_stor mand, venlig dog, sidde i en ferskenfarvet sofa med miniatureblomstret_betraek, og bare sidde. Afslappet og i hel uniform, med stoevler.
Han tager krigen med hjem og ind i stuen og det helt uden at taenke over det. Heller ingen af de andre syntes at vaere paavirkede af situationen.
Jeg fatter det stadig ikke.
Velbekommen
15.08.06
Efter et godt lift ud af byen befinder jeg mig atter i Mizpe Ramon.
Turen hertil tager godt og vel to timer i privatbil.
Den naermeste by hedder Beer Shava og dens infrastruktur og andre synlige prioriteter kan sammenlignes med Hoeje Taastrup, Mizpe kan derfor i afstand og brug af beton minde lidt om et forstoerret Urbanplan.
I dag er Avisoverskrifterne fyldt med overskrifter. CeaseFire.
Endelig.
De sidste par dage har jeg vaeret i en totalt pacificeret tilstand, som baade har angrebet min mentalitet, mit foelelsesliv saavel som min krop. Aldrig har jeg vaeret mere doven i mit liv. Jeg kan sove til langt op ad dagen og stadig gaa ekstremt tidligt i seng. Bare tanken om at bevaege mig ned af trappen er en uoverkommelig tanke.
Der er i det hele taget en soergelig stemning over alt, hvor jeg befinder mig.
Vi proever alle saa godt vi kan at drukne sorgerne, ikke i alkohol, men i hinandens selskab. Jeg har deltaget i op til flere spontane jamsessions baade i Mizpe Ramon, Jerusalem og Ramala.
Det er nu ikke fordi her er feststemning.
Man er skeptisk. Det er sket foer og det vil ske igen.
Men der synges og danses paa bedste vis og man forsoeger virkelig at holder modet og hinanden oppe.
Forleden dag tog eg mig selv i at synge ”I’m so glad, I’m so glad that i’m glad I’m glad I’m glad.” under en af disse sessions. Dette havde en enormt stor efekt paa publikummerne der enten kikkede dybere ned i bordpladen eller braste ud i latter,
Det er det det handler om her. At leve med afsavnet.
Min computer er totalt paa roeven. Naermest som en symbiotisk nervoes traekning. Den ligner et stort aabent saar, med ledningerne haengende ud under skaermen.
Den har vaeret rundt hos forskellige reparationsfirmaer, men ingen har haft modet eller reservedelene til at fikse den.
Den og jeg har med andre ord ligget brak i omkring en uge. Golde og oedelagte.
Hver gang haabet om forbedring var i sigte var det kun at vente i stilstand. Jeg var gjort immobil og var tvunget til at opholde mig i Tel Aviv ti dage laengere en forventet.
Jeg oplevede en snigende desperation som steg i takt med de forfaerdelige billeder og vedhaeftede ord, der var at se i et hvert nyhedsmedie og langsomt blev min computers tilstand synonym med krigens traengsler.
Vi er nu tilbage i Mizpe Ramon, saarede, udbraendte og ude af fatning.
Det ligesom de hjemvendte, de overlevende og de efterladte paa begge sider.
Dem der ude springer hinanden i luften og jeg er ikke helt sikker paa at de er enige om hvorfor de goer det. Det er to meget haarde fronter. Der er kastet endnu en saek med flyvesedler ud over Libanon. "Pas paa. Vi kan godt finde paa at bombe din bil hvis du koere mod Syrien" Her er det heller ikke manna, som falder fra himlen. Her sker det uden varsel. Hele tiden og hverdag.
Mine venner siger. "Jamen du maa forstaa at der er altid krig. Vi har ogsaa meget kamp paa Vestbredden og i Gaza." "Israel er altid i krig", "lige nu er det bare Libanon som er i_medierne".
De er bevaebnet til taenderne og indlaert hjemmefra om at far gaar i krig lige om lidt , men kommer hjem igen naar du har vaeret i skole tyve gange.
Jeg taenker at det maa vaere haardt at agerer staerk mand naar man ikke er det. Taenk, at Staten skal staa hverdag og spaende sine muskler. Fire og tyve timer i doegnet.
Et showofff, i rampelys og paa storskaerm. Det er nonstop bodybuilding.
Det maa vaere haardt.
Hvornaar mon maelkesyren indtraeder?
Hvad sker der naar den staerke mand kollapser?
Det er jo ikke medfoedt i dette tilfaelde.
For en maanedstid siden besoegte jeg Jonatan og Noam. De havde inviterret til cheeseparty fordi de skulle flytte til Paris. der sad vi saa i den midtborgerlige sofa og ventede med at aabne vinen fordi Noam lige skullle komme_hjem fra Reserven foerst. Det var under valgkampen og fjernsynet koerte i baggrunden. Ingen saa paa det, men_alle kommenterede valg-reklame-spottene ind i mellem. Jeg har aldrig set noget_lignene. Det var en mellemting mellem Rocky II traileren og TV Kurt._Der var ligeligt fordelte billeder af Maskingevaerer, pengesedler og graedemuren._Filmet af forskellige partier og med forskelligt udstyr._Midt i dette virvar traeder Noam ind i stuen. han er stadig klaedt i uniform, med_stoevler og det hele. Han er "at ease" og forbliver i denne mundering resten af_aftenen indtil vi gaar hjem. Jeg er maaloes. og kan slet ikke fatte hvofor han_ikke overvejer at skifte toej. Det er, for mig, en grotesk oplevelse at se en_stor mand, venlig dog, sidde i en ferskenfarvet sofa med miniatureblomstret_betraek, og bare sidde. Afslappet og i hel uniform, med stoevler.
Han tager krigen med hjem og ind i stuen og det helt uden at taenke over det. Heller ingen af de andre syntes at vaere paavirkede af situationen.
Jeg fatter det stadig ikke.
Velbekommen
15.08.06
Efter et godt lift ud af byen befinder jeg mig atter i Mizpe Ramon.
Turen hertil tager godt og vel to timer i privatbil.
Den naermeste by hedder Beer Shava og dens infrastruktur og andre synlige prioriteter kan sammenlignes med Hoeje Taastrup, Mizpe kan derfor i afstand og brug af beton minde lidt om et forstoerret Urbanplan.
I dag er Avisoverskrifterne fyldt med overskrifter. CeaseFire.
Endelig.
De sidste par dage har jeg vaeret i en totalt pacificeret tilstand, som baade har angrebet min mentalitet, mit foelelsesliv saavel som min krop. Aldrig har jeg vaeret mere doven i mit liv. Jeg kan sove til langt op ad dagen og stadig gaa ekstremt tidligt i seng. Bare tanken om at bevaege mig ned af trappen er en uoverkommelig tanke.
Der er i det hele taget en soergelig stemning over alt, hvor jeg befinder mig.
Vi proever alle saa godt vi kan at drukne sorgerne, ikke i alkohol, men i hinandens selskab. Jeg har deltaget i op til flere spontane jamsessions baade i Mizpe Ramon, Jerusalem og Ramala.
Det er nu ikke fordi her er feststemning.
Man er skeptisk. Det er sket foer og det vil ske igen.
Men der synges og danses paa bedste vis og man forsoeger virkelig at holder modet og hinanden oppe.
Forleden dag tog eg mig selv i at synge ”I’m so glad, I’m so glad that i’m glad I’m glad I’m glad.” under en af disse sessions. Dette havde en enormt stor efekt paa publikummerne der enten kikkede dybere ned i bordpladen eller braste ud i latter,
Det er det det handler om her. At leve med afsavnet.
Min computer er totalt paa roeven. Naermest som en symbiotisk nervoes traekning. Den ligner et stort aabent saar, med ledningerne haengende ud under skaermen.
Den har vaeret rundt hos forskellige reparationsfirmaer, men ingen har haft modet eller reservedelene til at fikse den.
Den og jeg har med andre ord ligget brak i omkring en uge. Golde og oedelagte.
Hver gang haabet om forbedring var i sigte var det kun at vente i stilstand. Jeg var gjort immobil og var tvunget til at opholde mig i Tel Aviv ti dage laengere en forventet.
Jeg oplevede en snigende desperation som steg i takt med de forfaerdelige billeder og vedhaeftede ord, der var at se i et hvert nyhedsmedie og langsomt blev min computers tilstand synonym med krigens traengsler.
Vi er nu tilbage i Mizpe Ramon, saarede, udbraendte og ude af fatning.
Det ligesom de hjemvendte, de overlevende og de efterladte paa begge sider.
Pippi I
Verdens stærkeste pige?
Hizbollah sender missiler ind over Haifa efter, at den nye israelske regering, besluttede at bombe Libanons lufthavn for tre uger siden.
Har snakket med en fotograf-ven, som sammen med BBC og CNN naermest er den eneste, der er overgrund i Haifa. Han fortaeller at hele byen, statens tredie stoerste, ligger totalt oede hen. Alt er stoppet, og folk sidder nede i beskyttelsesbunkerne.
Og pludselig er tres - halvfjers kilometer ikke meget.
Det er afstanden mellem mig og dem.
I nat bomber Israel igen, med fly. Og Hizpollah's leder har varslet, at hvis det sker, slaar han igen. Denne gang sigter han efter Israels kulturelle hovedstad, Tel Aviv. Det er skraemmende, og mine venner har ringet og sagt, at hvis jeg hoerer sirener i aften, skal jeg soege mod gadeplan og bare gaa med stroemmen, mod den naermeste bunker.
Andre siger, at det intet har paa sig, og at haeren er taget afsted for at forhindre et saadant overfald.
Hvor jeg sidder nu, er folk gaaet i seng paa almindeligste vis. Ingen panik.
Tja. Staten har jo en lang raekke lignende tilfaelde bag sig.
Den eneste forskel er, at jeg er ny her.
Hvad mon Herbert Pundik skriver lige nu?
Jeg skal love for, at der er en forskel fra, hvad man laeser i aviserne og, hvordan det rigtigt foeles.
Det er helt beroligende at laese de danske aviser!!!
Flere af mine venners familiemedlemmer og kaerester er blevet tvangsindkaldt som reserver til den forkerte side af Muren og sidder nu i Statens etablerede sikkerhedszone. Josh, min gamle roommate er lige taget afsted her til formiddag, skoent han har amerikansk statsborgerskab.
Haifas nordlige bydel ligger delvist i ruiner, og jeg toer slet ikke taenke paa, hvordan det maa se ud i Libanon.
Vi er et meget forkaelet folk, et kongerige tilmed,
Thursday, March 30, 2006
second note
Befinder mig i verdens navle og alle er glade og hjaelpsomme.
Jeg trives og har det som blommen i et aeg og er pt. fyldt med klicher fordi det hele falsker sig.
Har fundet ud af hvor meget materielle ting betyder for mig! Det havde jeg alligevel ikke troet, men jeg har kaempet for, ej det gik nu overraskende let, at faa etableret en base. Den har jeg nu.
I det ganske centrum af byen paa Ma'ze ved Rothschild ave.
Mine roommates er Josh og Gili
Gili arbejder som bartaender, saa han kan sparer op til en flybillet og et skole ophold i Canada her til sommer. Han er screenplay writer og a most promissing one. og saa videre.
Josh er dokumentar producer og laver en del smaa film om livet og tilvaerelseni Jerusalem, mainly.
Vi svinger godt og kemien er helt fantastisk. Jeg far lov til at tage opvasken og vaske gulvet (spuncja) og de guider mig rundt til de smaa intime steder og lader mig moede alle deres venner. Det er en god deal.
A win win situation.
-Jeg er virkelig heldig.
Her er en anden udvekslingsstuderende, som har vaeret over et halvt aar om atfinde et sted at bo. Saa "Af banen, af banen -Her kommer bananen!!!"
Det er det der med venners venner, som taeller.
Tilbage til det faktiske. Det materielle. Jeg har faaet et job som opvasker paa en lokal hang out. Det er super fedt skoent jeg er traet i hele kroppen. Men mit mormor gen er begejstret og jeg nyder at have en realitet her. En foelese af at hoere til. At haenge ud med de lokale.
Jeg er meget heldig og det virker meget spirituelt paa mig alt det her.
Det er saa rigtigt om noget, at jeg tog af sted. Alt falder bare i hak, saadan swushj!
I gaar varjeg til valgaften hos Yonathans ven Ada og spiste Thailandsk fastfood, drak Arak (pernod) og tynd the og mormor smaakager som afslutning the saa nu kan jeg simpelthen ikke mere for i aften. Kan daarligt klaemme smoegerneud af pakken.
well. Valget er gaaet meget stille af. Der var ikke megafoner og flyers og eller terrorbombninger, som jeg havde ventet.
Alle er doedtraette af politik og det er den laveste valgprocent siden 90'erne.
De slap af med Ikut, men fik Liebermann istedet, en fasistoid russer, som er meget religioes. Han ser ond ud. Og Sharons centrumparti ligger nummer to.... saa det er egentlig den samme situaltion som foer valget, nu blot med andre ansigter.
Det virker ellers meget lovende. Landet her. Tilvaerelsen er stabiliseret ensmule siden 2004, hvor det hele gik paa roeven, med krakket i USA.
Folk her i Tel Aviv i saer er ikke partipolitisk interesseret, man bruger hellere tiden paa at faa hverdagen til at fungerer. Hjemmet. Vennerne og familien.
Hvilket jo egentlig er forstaaeligt naar det er hverdags kost at frygte terrorbombninger.
Og det er det.
Bare i sidste uge fangede man tre selvmordsbombere, som proevede at snige sig ind i landet via offentlige taxabusser - og det sker hele tiden.
Jeg kan til tider glemme det helt fordi jeg ikke kan laese avis eller forstaa radioen, men jeg husker at spoerge mig for. Og jeg maa indroemme at svarene er frygtindgydende. Det er ikke romantisk, det er det ikke.
Men jeg nyder at vaere her og tror at det er skaebnen. Hvad praesist det er jeg skal ved jeg ikke, men det kommer. Selvfoelgelig ved jeg, hvilke kunstprojekter jeg skal lave, men paa det hoejere plan er det stadig usynligt for mig.
Min TestRecording af muren er helt vildt. Det bliver et vildt fedt piece og jeg glaeder mig til at komme mere igang. Boerneboegerne er en smule mere komplicerede, da landet er saa ungt, halvtreds aar..
Hey think about it!!
Det er bare ingenting!! Wow it freaks me out.....
Naa, men fordi det er saa ungt er der ingen skriftlig tradition andet end politiske statements og religioese tekster om ditten og datten og al litteratur er kommet fra hid og did. Beboerene her kommer jo fra hele verden. Rusland, Polen, Amerika, England, Jordan, Kurdistan, Etiopien og saa videre. Der er altsaa ikke nogen TRADITIONEL borenelitteratur, men jeg venter og haaber paa det bedste. Jed ved at det sker!!
What else. Arbejdet, det kunstneriske kommer stille og roligt. Jeg presser ikke paa. Har som sagt oplevet denne materielle side af mig selv, som jeg har givet lov til at udfolde sig.
Jeg er bare tilstede og nyder min eksistens.
Har optaget 14 baand og fem mini disks. Koebt fire boerneboeger og tre aviser. Saa jeg har da noget.
I morgen vil jeg ligge en slagplan og betale min foerste husleje og saa gaar det forhaabentlig loes.
Jeg trives og har det som blommen i et aeg og er pt. fyldt med klicher fordi det hele falsker sig.
Har fundet ud af hvor meget materielle ting betyder for mig! Det havde jeg alligevel ikke troet, men jeg har kaempet for, ej det gik nu overraskende let, at faa etableret en base. Den har jeg nu.
I det ganske centrum af byen paa Ma'ze ved Rothschild ave.
Mine roommates er Josh og Gili
Gili arbejder som bartaender, saa han kan sparer op til en flybillet og et skole ophold i Canada her til sommer. Han er screenplay writer og a most promissing one. og saa videre.
Josh er dokumentar producer og laver en del smaa film om livet og tilvaerelseni Jerusalem, mainly.
Vi svinger godt og kemien er helt fantastisk. Jeg far lov til at tage opvasken og vaske gulvet (spuncja) og de guider mig rundt til de smaa intime steder og lader mig moede alle deres venner. Det er en god deal.
A win win situation.
-Jeg er virkelig heldig.
Her er en anden udvekslingsstuderende, som har vaeret over et halvt aar om atfinde et sted at bo. Saa "Af banen, af banen -Her kommer bananen!!!"
Det er det der med venners venner, som taeller.
Tilbage til det faktiske. Det materielle. Jeg har faaet et job som opvasker paa en lokal hang out. Det er super fedt skoent jeg er traet i hele kroppen. Men mit mormor gen er begejstret og jeg nyder at have en realitet her. En foelese af at hoere til. At haenge ud med de lokale.
Jeg er meget heldig og det virker meget spirituelt paa mig alt det her.
Det er saa rigtigt om noget, at jeg tog af sted. Alt falder bare i hak, saadan swushj!
I gaar varjeg til valgaften hos Yonathans ven Ada og spiste Thailandsk fastfood, drak Arak (pernod) og tynd the og mormor smaakager som afslutning the saa nu kan jeg simpelthen ikke mere for i aften. Kan daarligt klaemme smoegerneud af pakken.
well. Valget er gaaet meget stille af. Der var ikke megafoner og flyers og eller terrorbombninger, som jeg havde ventet.
Alle er doedtraette af politik og det er den laveste valgprocent siden 90'erne.
De slap af med Ikut, men fik Liebermann istedet, en fasistoid russer, som er meget religioes. Han ser ond ud. Og Sharons centrumparti ligger nummer to.... saa det er egentlig den samme situaltion som foer valget, nu blot med andre ansigter.
Det virker ellers meget lovende. Landet her. Tilvaerelsen er stabiliseret ensmule siden 2004, hvor det hele gik paa roeven, med krakket i USA.
Folk her i Tel Aviv i saer er ikke partipolitisk interesseret, man bruger hellere tiden paa at faa hverdagen til at fungerer. Hjemmet. Vennerne og familien.
Hvilket jo egentlig er forstaaeligt naar det er hverdags kost at frygte terrorbombninger.
Og det er det.
Bare i sidste uge fangede man tre selvmordsbombere, som proevede at snige sig ind i landet via offentlige taxabusser - og det sker hele tiden.
Jeg kan til tider glemme det helt fordi jeg ikke kan laese avis eller forstaa radioen, men jeg husker at spoerge mig for. Og jeg maa indroemme at svarene er frygtindgydende. Det er ikke romantisk, det er det ikke.
Men jeg nyder at vaere her og tror at det er skaebnen. Hvad praesist det er jeg skal ved jeg ikke, men det kommer. Selvfoelgelig ved jeg, hvilke kunstprojekter jeg skal lave, men paa det hoejere plan er det stadig usynligt for mig.
Min TestRecording af muren er helt vildt. Det bliver et vildt fedt piece og jeg glaeder mig til at komme mere igang. Boerneboegerne er en smule mere komplicerede, da landet er saa ungt, halvtreds aar..
Hey think about it!!
Det er bare ingenting!! Wow it freaks me out.....
Naa, men fordi det er saa ungt er der ingen skriftlig tradition andet end politiske statements og religioese tekster om ditten og datten og al litteratur er kommet fra hid og did. Beboerene her kommer jo fra hele verden. Rusland, Polen, Amerika, England, Jordan, Kurdistan, Etiopien og saa videre. Der er altsaa ikke nogen TRADITIONEL borenelitteratur, men jeg venter og haaber paa det bedste. Jed ved at det sker!!
What else. Arbejdet, det kunstneriske kommer stille og roligt. Jeg presser ikke paa. Har som sagt oplevet denne materielle side af mig selv, som jeg har givet lov til at udfolde sig.
Jeg er bare tilstede og nyder min eksistens.
Har optaget 14 baand og fem mini disks. Koebt fire boerneboeger og tre aviser. Saa jeg har da noget.
I morgen vil jeg ligge en slagplan og betale min foerste husleje og saa gaar det forhaabentlig loes.
Friday, March 10, 2006
first note - from tel aviv
israel is real. halleluja Israel!
Her begynder ugerne med søndag morgen så foerste soendag stod jeg skoleret og deltog således i Bezalel Academy's første rigtige skole dage efter en mindreferie.
Elevrene hang ud i smaa grupper og røg smøger og drak Ness. Red Cup. Alles favorit.
De evaluerede hinandens ferieoplevelser og stemningen var god og afslappet.
Om onsdagen havde jeg mit første studiovistit med Mr.Shirman, han var helt vild med børnebogsprojektet da han, en uddannet fotograf, nu selv arbejder medbogen som primaere materiale. Han blev roert til hjertet over at se mit valg affoerste bog. D
en jeg har taenkt at lave om mig selv. Den hedder Gan Genih og er en boenehaveklasse bog, med lidt af hvert i (sange, historier,regnestykker, diktater etc.).
Det er om muligt den bog som ALLE israelere, over tredive, kender. Nok noget ala Soeren og Mette bogerne - eller Hej Matematik.
Gan Genih, kan med de israelske bogstavers fonetiske ordlyd omrokerers, ogsaa staar der pludselig Djing ching, som er tilnavnet for folk med roedthaar.
Mr. Shirman smilede skaevt da han spurgte om jeg troede paa tilfaelde.
Fra starten var kemien mellem os god og kollegial, hvor vi talte begejstret og fagligt om vores arbejder. Saa jeg tror at jeg har fundet en rigtig god larer i ham.
Skal dog lige moedes med alle professorene foer jeg beslutter mig for een endelig Master, men han her havde et smukt sind. (og saa er han fodt samme aar som min far.)
I soendags havde jeg saa alle elever fra 1 aargang, M.A., paa besoeg til en praesentation af mine arbejder. Jeg spillede dem portfoliet og snakkede loes om dit og dat.
Det var en fin oplevelse og der var allerede to af dem (Louise og Gay), som kom til mig bagefter og sagde at de spillede i bands, electro pop bands, saa vi skulle da helt sikkert haenge ud. haere musik, laese fanzines og tjekke grfik fetisherne ud. Jeg tror vi starter med at dyrke Gay's passion - Underworld.
Det var dejligt.
Det er næsten skræmmende så godt jeg er blevet modtaget. Alle har givet deres besyv med til min eksistens og mit velbefindende og jeg føler mig heldigfire tyve timer i døgnet.
Har i skrivende stund modtaget følgende materielle goder; et godt indtegnetkort over byen, med alle jeg kenders andresser, gallerier, secondhand butikker og loppemarkeder, et Panasonic HIFI anlæg, en cykel, et studio og en masse telefonnumre på folk, som vil være behjælplige med realisationen af mine projekter og eller vaere venner..
De er utroligt soede og siger: "Her, nu faar du mit nummer in case du har lyst til at drikke kaffe med een eller anden. Jeg bor lige i narheden af XX." Og saa slaaar de en cirkel af i mit kort.
Det er meget meget dejligt!
Måske det er på tide at blive religiøs. The force er sandelig med mig. Det er helt sikkert.
Jeg befinder mig derfor i en tilstand af dyb indre ro. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig forladt, usikker eller opslugt.
Fik dog bevæget mig ind idet hårde miljø nær den gamle busstation, hvor de kvindelige prostitueredeslæbte deres korpuser fra bil til bil i midterrabatten. Og for første gang imit liv bemærkede jeg en desideret afsky der for. Jeg fik simpelthen etmindre ildebefindende. Jeg har ondt af disse kvinder og mændene nærer jeg kunafsky over for, de med deres ned rullede vinduer i familebilen og dereskødelige blikke. Et sørgeligt fordærv.
Og så jeg drejede af.
Det slog mig for foereste gang i mange aar, at man ikke behoever at vaere en haard negl.
Man kan bare dreje af. !!! man kan bare dreje af!!
Det var sgu envild indsigt og jeg foeler paa mange maader, at mit liv tager en drejning hernede. Jeg har ikke vaeret til en eneste fest, jeg har ikke travlt og jeg slapper af.
Det er alt sammen nogle dejlige plusser, som jeg har savnet i mit liv meget laenge.
Jeg har talt meget med Lior om det, at tilkaempe sig sin hverdag igen.
JEG VILHAVE MIN HVERDAG TILBAGE, er mit slogan her. Skoent jeg intil nu har boet tosteder og dermed paa sin vis stadig er rodloes.
Har lige været ude for at kikke på en lejlighed. Den ligger fem - ti minutters gang fra Akademiet/Bezalel og er simplethen skøn. Problemet et bareprisen ca.2850 danske kroner for en, meget, stor to værelses (`en-suite) medspisekøkken samt bad og toilet.
Her ville det være normalt at dele med en kæreste da lejligheden er super intim og ikke kan afskaermes. Og da jeg ikke har saadan een, kaereste, ligger prisen måske lige i overkanten. Desvarre. Dette er en normal pris. Ja faktisk billigt.
Det skal nok lykkes. Som sagt befinder jeg mig i øjeblikket under en heldig stjerne.
HISTORISKE FACTS:Ingen kom og hentede mig i lufthavnen, saa jeg jeg ringede til skolen ogvarslede dem om min ankomst. Tog en taxi og var helt rolig. Jeg havde godt paa fornaemmelsen at ingen ville vaere der og det lader til at ingen har faaet min sidste mail med tidspunkt og dato. Der var ogsaa een del af dem fra workshoppen i Istanbul, som slet ikke vidste at jeg ville komme.
Saa de er pt. ved at vende sig til det.
Jeg lader dem tage sig deres tid og ringer sjaeldent til nogen.
Lior var droen ked af at misse min ankomst, men jeg blev da privat-indlogeret hos ham og hans kæreste Rona. (og er det velformelt set stadig. Vi sagde ikke farvel men: "Du kommer snart igen ikke ogsaa?")
Lior arbejder som arkitekt paa et lille buro, til sent hver dag. Rona er up-comming star on the local art scene here in Tel Aviv, og udstiller pt.sit største solo show på det mest fancy galleri for samtidskunst i byens centrum. Rothshilds st. Det er en fin film med mange greb og mange blandede stilarter.
Jeg holder meget af at vaere i deres selskab. Vi snakker en hel del om live og vejen, men med kunsten som faelles referance. Skoent! Simpelhen skoent!
Er dog flyttet midlertidigt in hos Yonathan, som er boesse og taget til Paris med sin kæreste, så jeg tænkte at give Lior og Rona et par kærlighedsdage.
Yonathan og Noams lejlighed er klart mere mondaen og den ligger hojere nord paa i centrums-aksen af Tel Aviv. Her er maaske lidt mere Oesterbro-agtigt. Og gaaturen her fra tager en time. (cykel 15 min.)
MEN, da jeg sidste onsdag slentrede en tur i mit nye kvarter, åbnede byen sigfor kunstneriske eventyr. En butik havde en Gan Genih boernebogen og i den naermeste fast-food biks (boereck) stod en ung digter og industrial-musiker.Gal hedder han. "Wave" paa engelsk.
Han synes at mit boernebogs projekt loed spaendene.
Saa der drikker jeg nok kaffe i morgen tidlig. Maaske han kan vaere mit foerste offer\samarbejdspartner.
I det hele taget virker folk mere funky her.
I Tel Aviv er alt fredeligt og stille. Al det voldsomme, saa som demonstrationer og religioesitets- konflikter foregaar i Jerusalem, men det er alt sammen hverdags kost og ingen hidser sig rigtigt op over noget.
Byen Tel Aviv er ikke stor. Det tager godt og vel 45 minutters gang fra udkanten af industri området, hvor Lior og Rona bor, ind til den nedre del af centrum hvor skolen er beliggende.
Det er en dejlig morgentur, gennem de kølige allér befolket af hunde i snor, kæledyr med stor K, samt klapvogne og cafe latte mødre.
Er i dag i Jerusalem, hvor Tal og Yonathan laeser teori paaUniversitetet, saa jeg kan altid faa et lift her til..Saa kan jeg det at se paa verdens mest religoese by med egne oejne (Er forovrigt begyndt at fotografere. Det passer mig bedre end diktafonen af en eller anden aarsag.)
Men men. Har ikke rigtig tid i dag. Skolen her holder aabenthus, hvor jeg kan se paa alle eleverne fra grundskolen og deres arbejder. Ogsaa jeg har lige talt med den udvekslings ansvarlige Liv Serper, saa der har vaeret rigeligt at se til.
Ser bare tiden an og indsamler saa meget jeg kan. I morgen tager jeg ind paa skolen og kikker paa boernebogen igen.
Her begynder ugerne med søndag morgen så foerste soendag stod jeg skoleret og deltog således i Bezalel Academy's første rigtige skole dage efter en mindreferie.
Elevrene hang ud i smaa grupper og røg smøger og drak Ness. Red Cup. Alles favorit.
De evaluerede hinandens ferieoplevelser og stemningen var god og afslappet.
Om onsdagen havde jeg mit første studiovistit med Mr.Shirman, han var helt vild med børnebogsprojektet da han, en uddannet fotograf, nu selv arbejder medbogen som primaere materiale. Han blev roert til hjertet over at se mit valg affoerste bog. D
en jeg har taenkt at lave om mig selv. Den hedder Gan Genih og er en boenehaveklasse bog, med lidt af hvert i (sange, historier,regnestykker, diktater etc.).
Det er om muligt den bog som ALLE israelere, over tredive, kender. Nok noget ala Soeren og Mette bogerne - eller Hej Matematik.
Gan Genih, kan med de israelske bogstavers fonetiske ordlyd omrokerers, ogsaa staar der pludselig Djing ching, som er tilnavnet for folk med roedthaar.
Mr. Shirman smilede skaevt da han spurgte om jeg troede paa tilfaelde.
Fra starten var kemien mellem os god og kollegial, hvor vi talte begejstret og fagligt om vores arbejder. Saa jeg tror at jeg har fundet en rigtig god larer i ham.
Skal dog lige moedes med alle professorene foer jeg beslutter mig for een endelig Master, men han her havde et smukt sind. (og saa er han fodt samme aar som min far.)
I soendags havde jeg saa alle elever fra 1 aargang, M.A., paa besoeg til en praesentation af mine arbejder. Jeg spillede dem portfoliet og snakkede loes om dit og dat.
Det var en fin oplevelse og der var allerede to af dem (Louise og Gay), som kom til mig bagefter og sagde at de spillede i bands, electro pop bands, saa vi skulle da helt sikkert haenge ud. haere musik, laese fanzines og tjekke grfik fetisherne ud. Jeg tror vi starter med at dyrke Gay's passion - Underworld.
Det var dejligt.
Det er næsten skræmmende så godt jeg er blevet modtaget. Alle har givet deres besyv med til min eksistens og mit velbefindende og jeg føler mig heldigfire tyve timer i døgnet.
Har i skrivende stund modtaget følgende materielle goder; et godt indtegnetkort over byen, med alle jeg kenders andresser, gallerier, secondhand butikker og loppemarkeder, et Panasonic HIFI anlæg, en cykel, et studio og en masse telefonnumre på folk, som vil være behjælplige med realisationen af mine projekter og eller vaere venner..
De er utroligt soede og siger: "Her, nu faar du mit nummer in case du har lyst til at drikke kaffe med een eller anden. Jeg bor lige i narheden af XX." Og saa slaaar de en cirkel af i mit kort.
Det er meget meget dejligt!
Måske det er på tide at blive religiøs. The force er sandelig med mig. Det er helt sikkert.
Jeg befinder mig derfor i en tilstand af dyb indre ro. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig forladt, usikker eller opslugt.
Fik dog bevæget mig ind idet hårde miljø nær den gamle busstation, hvor de kvindelige prostitueredeslæbte deres korpuser fra bil til bil i midterrabatten. Og for første gang imit liv bemærkede jeg en desideret afsky der for. Jeg fik simpelthen etmindre ildebefindende. Jeg har ondt af disse kvinder og mændene nærer jeg kunafsky over for, de med deres ned rullede vinduer i familebilen og dereskødelige blikke. Et sørgeligt fordærv.
Og så jeg drejede af.
Det slog mig for foereste gang i mange aar, at man ikke behoever at vaere en haard negl.
Man kan bare dreje af. !!! man kan bare dreje af!!
Det var sgu envild indsigt og jeg foeler paa mange maader, at mit liv tager en drejning hernede. Jeg har ikke vaeret til en eneste fest, jeg har ikke travlt og jeg slapper af.
Det er alt sammen nogle dejlige plusser, som jeg har savnet i mit liv meget laenge.
Jeg har talt meget med Lior om det, at tilkaempe sig sin hverdag igen.
JEG VILHAVE MIN HVERDAG TILBAGE, er mit slogan her. Skoent jeg intil nu har boet tosteder og dermed paa sin vis stadig er rodloes.
Har lige været ude for at kikke på en lejlighed. Den ligger fem - ti minutters gang fra Akademiet/Bezalel og er simplethen skøn. Problemet et bareprisen ca.2850 danske kroner for en, meget, stor to værelses (`en-suite) medspisekøkken samt bad og toilet.
Her ville det være normalt at dele med en kæreste da lejligheden er super intim og ikke kan afskaermes. Og da jeg ikke har saadan een, kaereste, ligger prisen måske lige i overkanten. Desvarre. Dette er en normal pris. Ja faktisk billigt.
Det skal nok lykkes. Som sagt befinder jeg mig i øjeblikket under en heldig stjerne.
HISTORISKE FACTS:Ingen kom og hentede mig i lufthavnen, saa jeg jeg ringede til skolen ogvarslede dem om min ankomst. Tog en taxi og var helt rolig. Jeg havde godt paa fornaemmelsen at ingen ville vaere der og det lader til at ingen har faaet min sidste mail med tidspunkt og dato. Der var ogsaa een del af dem fra workshoppen i Istanbul, som slet ikke vidste at jeg ville komme.
Saa de er pt. ved at vende sig til det.
Jeg lader dem tage sig deres tid og ringer sjaeldent til nogen.
Lior var droen ked af at misse min ankomst, men jeg blev da privat-indlogeret hos ham og hans kæreste Rona. (og er det velformelt set stadig. Vi sagde ikke farvel men: "Du kommer snart igen ikke ogsaa?")
Lior arbejder som arkitekt paa et lille buro, til sent hver dag. Rona er up-comming star on the local art scene here in Tel Aviv, og udstiller pt.sit største solo show på det mest fancy galleri for samtidskunst i byens centrum. Rothshilds st. Det er en fin film med mange greb og mange blandede stilarter.
Jeg holder meget af at vaere i deres selskab. Vi snakker en hel del om live og vejen, men med kunsten som faelles referance. Skoent! Simpelhen skoent!
Er dog flyttet midlertidigt in hos Yonathan, som er boesse og taget til Paris med sin kæreste, så jeg tænkte at give Lior og Rona et par kærlighedsdage.
Yonathan og Noams lejlighed er klart mere mondaen og den ligger hojere nord paa i centrums-aksen af Tel Aviv. Her er maaske lidt mere Oesterbro-agtigt. Og gaaturen her fra tager en time. (cykel 15 min.)
MEN, da jeg sidste onsdag slentrede en tur i mit nye kvarter, åbnede byen sigfor kunstneriske eventyr. En butik havde en Gan Genih boernebogen og i den naermeste fast-food biks (boereck) stod en ung digter og industrial-musiker.Gal hedder han. "Wave" paa engelsk.
Han synes at mit boernebogs projekt loed spaendene.
Saa der drikker jeg nok kaffe i morgen tidlig. Maaske han kan vaere mit foerste offer\samarbejdspartner.
I det hele taget virker folk mere funky her.
I Tel Aviv er alt fredeligt og stille. Al det voldsomme, saa som demonstrationer og religioesitets- konflikter foregaar i Jerusalem, men det er alt sammen hverdags kost og ingen hidser sig rigtigt op over noget.
Byen Tel Aviv er ikke stor. Det tager godt og vel 45 minutters gang fra udkanten af industri området, hvor Lior og Rona bor, ind til den nedre del af centrum hvor skolen er beliggende.
Det er en dejlig morgentur, gennem de kølige allér befolket af hunde i snor, kæledyr med stor K, samt klapvogne og cafe latte mødre.
Er i dag i Jerusalem, hvor Tal og Yonathan laeser teori paaUniversitetet, saa jeg kan altid faa et lift her til..Saa kan jeg det at se paa verdens mest religoese by med egne oejne (Er forovrigt begyndt at fotografere. Det passer mig bedre end diktafonen af en eller anden aarsag.)
Men men. Har ikke rigtig tid i dag. Skolen her holder aabenthus, hvor jeg kan se paa alle eleverne fra grundskolen og deres arbejder. Ogsaa jeg har lige talt med den udvekslings ansvarlige Liv Serper, saa der har vaeret rigeligt at se til.
Ser bare tiden an og indsamler saa meget jeg kan. I morgen tager jeg ind paa skolen og kikker paa boernebogen igen.
