tanne

'Pippi på barrikaderne

Da politiet i mandags mødte op på Dortheavej 63 i Københavns nordvestkvarter for at smide husets unge bz’ere ud, var det i fuld kampuniform. Efter konfrontationen på Nørrebro i december var Hanne Bech Hansens tropper forberedt på ballade.

Men de omkring 100 unges modstand begrænsede sig til en sang: Mens de blev slæbt ind i politiets biler, skrålede de titelmelodien fra filmatiseringen af Astrid Lindgrens børnebog om Pippi Langstrømpe. Mange havde malet fregner i ansigtet, og de, der havde håret til det, bar det i fletninger, Pippi style.

Villa Villekulla

»Det med at synge var noget, der blev foreslået på et fællesmøde, og alle syntes, at det var en fed idé. Og så er der jo bare én, der siger:

»Jeg laver en workshop, hvor vi lærer sangen«. Det gjorde vi så, mens der var to, der spillede guitar og obo til,« siger 21-årige Anna Sørensen fra Initiativet For Flere Ungdomshuse.

Det var unge fra denne gruppe, der mandag formiddag blev slæbt bort fra huset, som de under deres to dage lange indtrængen nåede at døbe Villa Villekulla - efter Pippis skæve rønne.

Og det var ikke bare et tilfældigt navn. For overalt i Skandinaviens og Tysklands børnemagtsgrupper og antifascistiske og autonome miljøer har unge taget Pippi Langstrømpe til sig som helt og ikon.

De bruger hende på plakater, flyers og t-shirts, hun optræder i graffiti og kunst. Om så deres Pippi har noget at gøre med Astrid Lindgrens figur fra 1943, er en helt anden sag.

»Det er bare en utrolig god historie om et barn, som har valgt, at hun kan det, hun vil,« siger Anna Sørensen:

»De voksne forsøger at få hende til at indordne sig, men det vil hun ikke. Hun modsætter sig deres idéer om normalisering, om hvad der er rigtigt. På den måde er hun bare virkelig inspirerende: Hun er en fantastisk pige, men det vil de voksne ikke anerkende.«

Især én historie går igen, når de unge Pippi -fans fortæller om deres beundring. Det er den episode, hvor politiet kommer for at sætte den anarkistiske Pippi ud af Villa Villekulla og sende hende på børnehjem. Men Pippi leger tagfat med de to betjente oppe på taget, indtil de bliver rundtossede. Til sidst bærer verdens stærkeste pige dem ud på vejen, hvor hun giver dem en kage og siger tak for i dag.

»Vi kaldte huset for Villa Villekulla, fordi Pippi bare gerne vil blive i sit hus, selv om det er skørt og skævt. På samme måde med os. Vi elsker vores hus, både det på Dortheavej og på Jagtvej, og det er derfra, vores energi udspringer. Jeg tror virkelig, at folk var lykkelige i de to dage, det varede,« siger Anna Sørensen.

Pippi som kunst

I Stockholm sidder Astrid Lindgrens datter Karin Nyman. Hun er helt afklaret med Pippi -figurens popularitet, ikke bare som antifascistisk ikon og børnemagtssymbol, men i det hele taget.

»Pippi Langstrømpe er jo på en måde gledet væk fra at være en figur i en Astrid Lindgren-bog. Hun er begyndt at leve selvstændigt i alle mulige miljøer. Jeg ville da helst, at man kun så præcis, hvem Pippi Langstrømpe er, men det er umuligt. Hun er blevet et ikon, som er så elsket, at hvem som helst kan se noget i hende, som han eller hun selv brænder for,« siger Karin Nyman.

Når kommercielle virksomheder spørger, om de må bruge Pippi i deres markedsføring, får de konsekvent nej. Og sådan har det også været for non-profit organisationer indtil videre.

»Pride-festivalen i Stockholm ville gerne have Pippi , men det fik de ikke. For Pippi er bare Pippi . Hun er ikke noget, man kan anvende i offentligheden for at symbolisere en god sag. Så ville der komme en forfærdelig Pippi Langstrømpe-inflation, for der er så mange, der spørger!« siger Karin Nyman.

Så er det jo godt, at Tanja Schlander ikke spurgte om lov. Den 33-årige studerende ved Det Jyske Kunstakademi er ikke aktivist, men almindelig fast bruger af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

I sommer brugte hun Pippi -figuren som en del af et kunstprojekt i Israel, hvor hun undersøgte, hvad en anarkist som Pippi kan udrette som voksen. Hun fik bl.a. taget billeder af sig selv i Pippi -kostume, mens hun forsøger at vælte separationsmuren mellem Israel og Palæstina. Og hun bifalder aktionen på Dortheavej.

Sætter selv reglerne

»Jeg er glad for, at de valgte hende som figur,« siger hun.

»Jeg har længe tænkt: Kom nu, Ungdomshuset , gør det nu lidt sjovt. Det behøver ikke at være kutte og alvor det hele.«

Tanja Schlander ser Pippi som en figur, der gerne vil leve i samspil med det omkringliggende samfund.

»Pippi forvalter sit eget rum og sit eget hus. Det er hende, der sætter reglerne for, hvordan der er der, selv om hun også er en del af samfundet. Det er hele princippet om at have en masse modspørgsmål til det etablerede, ikke bare for at være fræk, men fordi man mener, at man rent faktisk har noget at byde på.

Pippi er jo i virkeligheden rimelig autoritetstro:

Hun hører efter, hvad lærerinden siger, hun kommer bare med sine helt egne historier.

Hun er i dialog med samfundet, og på samme måde vil dem, der besatte huset på Dortheavej, gerne i dialog. De er jo ikke bare sådan nogle, der klæder sig ud som Pippi og så ellers lukker røven,« siger hun.

Pippi Langstrømpe kan finde på at strø sukker ud over køkkengulvet, når de fine damer fortæller hende, at det hedder strøsukker. Og da politiet vil sende hende på børnehjem, svarer hun blot:

»Jeg er barn og dette her er mit hjem, altså er det et børnehjem.«

Hun er altså ikke bleg for at dyrke en form for vrøvle-jiu-jitsu, hvor hun vender de voksnes talemåder og begreber mod dem selv. Men hvordan ville Pippi mon have det med at blive identificeret med et broget miljø, hvor der hersker stærkt delte meninger og vold som kampmiddel? For Pippi er vel ikke voldelig?

»Det ved jeg ikke, der er da grænsetilfælde,« sige Anna Sørensen fra Initiativet For Flere Ungdomshuse.

»På et tidspunkt er der en, der bliver mobbet i skolen, og der tager Pippi da ham, der mobber, og smider ham op i et træ. Hun er jo bomstærk. Det er måske ikke direkte vold, men det er da fysisk.«

Aktivisterne på Dortheavej annoncerede med det samme, at de ikke ville bruge vold til at forsvare deres nye erobring. Alligevel ønsker Initiativet For Flere Ungdomshuse ikke at tage afstand fra urolighederne på Nørrebro den 16. december sidste år.

»Nej, vi bakker uforbeholdent op om Ungdomshuset ,« siger Anna Sørensen.

Det mener Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman, bestemt ikke, at Pippi ville have gjort:

»Det forekommer, at hun anvender sin vældige styrke, når hun ser noget, hun er nødt til at skride ind overfor. Men hun er jo ikke nogen voldsfortaler. Hvis de tror det, har de misforstået noget,« siger Karin Nyman.

Det handler om huse

Til gengæld er der ingen tvivl om, at Pippi er et niårigt barn, der bliver brugt som symbol af en flok unge, der enten er voksne eller snart bliver det. Men Anne Sørensen mener ikke, at Pippi er for barnagtig en figur at bruge, hvis man som Initiativet For Flere Ungdomshuse gerne vil igennem med sine budskaber hos politikerne.

»Hvis de ikke kan se, hvilket budskab vi har, synes jeg ikke, at det handler så meget om os. Vi synes, at det er for galt, at politikerne ikke vil anerkende, at vi eksisterer, og at vi er rigtig gode til at bygge vores egen ungdomskultur op. Det skal vi bare have støtte til. For os handler om at få nogle flere ungdomshuse, det handler ikke om Pippi Langstrømpe.«


Pippi som filosof
De to norske filosoffer Øystein Sjaastad og Jørgen Gaare skrev i 2000 bogen »Pippi & Sokrates«.

Til Berlingske Tidende siger Øystein Sjaastad, at Pippi repræsenterer selvstændighed, humor, generøsitet og en antiautoritær tilgang til livet. Han kalder hende desuden sokratisk i sin måde at tænke på, fordi hun sidestiller logik og nonsensleg med ord. Han fremhæver også, at Astrid Lindgren kaldte Pippi Langstrømpe for »det gode magtmenneske«, fordi hun gerne vil have magt, men hun bruger den til det gode.